Collager

I forbindelse med mit afgangsprojekt ”Hvem flytter ind, når Gud flytter ud?”, havde jeg brug for et medie, hvor jeg kunne diskutere hvad kirken som ramme kan bære. Dette medie blev i under dette projekt en serie af collager, lavet for at visualisere mine tanker og få formidlet mine idéer.

Collagernes funktion

For at få startet processen med omdannelsen/den nye brug af kirken og få debatteret med mig selv om, hvilken funktion jeg kunne forestille mig og ikke mindst tillade mig at tilføre kirken, har jeg arbejdet med at lave collager af Gethsemane Kirke. Disse collager har jeg som nævnt brugt som medie for en samtale med mig selv om den nye brug af kirken, men mindst lige så vigtigt har de fungeret som redskab til at diskutere med andre. Frem for at vise andre mennesker eksempler af eksisterende omdannelser som debatoplæg, valgte jeg at bruge den konkrete kontekst for projektet, dels for at få umiddelbare reaktioner på, hvad netop Gethsemane kirke kan bære som ny funktion og dels for ikke at komme til at vurdere den nye funktion ud fra en kontekst, der ikke er mulig i mit tilfælde. Nogle af de eksempler på omdannede kirker fra udlandet er fra langt større kirker og de ville ofte kunne bære langt større ændringer end en kirke af den størrelse, som jeg arbejder med. Af den grund har det været vigtigt for mig at benytte fotos fra kirken som underlag og på den måde kombinere nogle mere eller mindre abstrakte collager med noget faktisk taget fra den reelle kontekst. Disse collager var desuden en vigtig del at det materiale, jeg præsenterede ved den første mellemkritik. Igen for at få andres reaktioner på, hvad man kan tillade sig at gøre i kirken. Udover at bruge collagerne til mellemkritikken har jeg ved flere lejligheder haft dem vist frem for forskellige grupper af mennesker med meget forskellige baggrunde for at få deres uforbeholdne holdninger og tanker. Alle disse responser og meninger har været med til at give mig et grundlag for bearbejdningen af kirken og pege i retningen mod hvilken funktion, jeg vælger at implementere.