HVEM FLYTTER IND, NÅR GUD FLYTTER UD?

PROJEKTETS BAGGRUND

Der er mange kirker i Danmark, måske for mange kirker til, at man fortsat kan puste kunstigt liv i dem. Der er store udgifter forbundet med at vedligeholde bygningerne og flere spørgsmål presser sig på: Er det rimeligt, at bruge mange penge på at vedligeholde bygningerne, der kun bruges få timer om ugen eller i værste fald står tomme og ubrugte hen? Skal de rives ned? Skal de lukkes? Skal de sælges eller kan man bruge dem til andre almennyttige formål?

I Danmark har denne problemstilling været tabubelagt i mange år, men bladet blev for alvor taget fra munden, da daværende kirkeminister Tove Fergo i 2003 foreslog at lukke 11 af Vesterbros 12 kirker. Ligeledes vakte det
kontroversielle udsagn ”Mursten er ikke hellige” megen opsigt, da det blev ytret af Tove Fergo i 2004. Reaktionerne
var mange og en meget følelsesladet debat bølgede i de danske medier om, hvorvidt kirker skulle lukkes eller bruges til andet end kirkelige formål. Tove Fergo blev voldsomt upopulær for sine meninger på trods af, at hun ifølge det lutherske kirkesyn har ganske ret, bygning er ikke hellig, men derimod er forkyndelsen af Guds ord og den kirkelige handling hellig.
Så hvorfor er der så mange følelser forbundet med disse bygninger, som langt størstedelen af befolkningen ikke engang benytter eller kun benytter i begrænset omfang. I de seneste år er debatten tonet ned, men efter spørgsmålet først kom frem i medierne, er det klart, at det er en debat, der er kommet for at blive. I dag er
tiden igen moden til at vende tilbage til debatten og sætte spørgsmålstegn ved kirkernes fremtid. I løbet af
dette forår og sommer er debatten vendt tilbage med fuld styrke, denne gang i form af en idékonkurrence om nyt liv i bykirken, hvor arkitekter inviteres til at komme med forslag til, hvad der skal ske med kirken.

KONKURRENCEN

Baggrunden for idékonkurrencen er, at densiteten af kirker i København og især på Vesterbro ikke længere er i overensstemmelse med befolkningens behov for folkekirker. Konkurrencen tager derfor sit udspring på netop Vesterbro og nærmere bestemt i Gethsemane kirke. Som mange andre steder i landet er det også her en realitet, at kirkerne i mange tilfælde står tomme søndag efter søndag. På trods af at 83 % af befolkningen er medlem af folkekirken, er det på landsplan kun cirka 5 % af befolkningen, der går regelmæssigt i kirke. På Vesterbro er dette tal helt nede på 2 %, da det er et område, hvor der også bor mange etniske grupper. Dette sammenholdt med den helt særegne tæthed af kirker i området
resulterer i, at der i dag er blot omkring 32.000 beboere til områdets 10 sogne og 12 folkekirker. Realiteten
for de københavnske kirker er, at 10 kirker i 2007 blev udvalgt til enten at lukke eller fusionere med
andre af Stiftsrådet. Dette sker for at spare på driften og vedligeholdelsen af kirker i områder, hvor densiteten
er høj, og dette giver mulighed for eventuelt at kunne opføre kirker i nye byområder som eksempelvis Ørestaden uden at skulle kræve flere midler ind i kirkeskat.

RESULTATET

Den nye funktion er et kulturhus for unge eller nærmere en ungdomsklub, hvor der skal være forskelligt rettede tilbud til unge. Dette skal langt fra sammenlignes med, at det bliver et nyt ungdomshus, da jeg vil lægge
vægt på klubfunktionen, hvor der vil være voksne ansatte til stede og stedet skal have en social karakter, som man kender det fra klubber og ungdomsskoler. Det skal altså være en oase for unge, hvor man kan komme og møde vennerne, lave forskellige aktiviteter som musik eller teater og få hjælp til lektierne, hvis det er nødvendigt.
Det er et sted som dette, der er brug for i området og kulturhuset vil være et tilbud til unge mellem 12
og 18 år. Da det dog ikke er i hvilket som helst rum, jeg implementerer dette ungdomskulturhus, vil jeg gerne tilføre det noget særligt eller ekstra, der ikke er mulighed for i alle andre lokaler. Da jeg arbejder i en bykontekst er der i nogle områder langt mellem muligheden for idræt eller bevægelse og da jeg arbejder med en stor rumlighedmed højt til loftet, vil jeg gerne tage hånd om det. Frem for at lave et rum til idræt i traditionel forstand har jeg arbejdet med en type bevægelse, der knytter sig mere til den urbane kontekst kirken befinder sig i. Til
traditionelle sportsgrene er der oftest en begrænsning i antal af deltagere og et fast regelsæt. Dette gør, at det er svært at inddrage en større gruppe i aktiviteten og oftest vil det blive en fast besætning, der benytter faciliteterne. Det har jeg prøvet at arbejde udenom ved at introducere parkour som den type bevægelsesaktivitet, der skal foregå i kirken.